Angelverein Prüm, Angeln in Willwerath, Aktiver Artenschutz, Nachzucht / Zucht der Eifeler Bachforelle Velkommen til Fiskeklub Prüm 1967 eV SERVICES ... lev og oplev naturen ... ... fiskeri i hjertet af Eifel ... ... aktive arter / vandbeskyttelse ... SWR selvfølgelig! Ved stripning 2018 Klik her for videoen Endagsbilletter køb online Frische Fische für die Ahr (2022) HIER geht's zum Bericht Willwerath reservoir Artsbeskyttelse Vejbeskrivelse Prümbach Tilladelser/udstedende kontorer Anglerklause Metallurgiske tjenester Klækkeri "In der Litzer" damsystem Føderale fisketegn kurser Kahyt booking - suspenderet vandkvalitet

Hüttendienste Smeltevirksomhed 2022 ..... søndagsåbent fra 10:00 Anglerklause er i øjeblikket lukket - der er ingen hyttetjenester.

Geschichte des AV Prüm und das Vereinsgewässer Stausee Willwerath Klubben blev grundlagt i 1967 og har siden 1971 haft base ved Willwerath-reservoiret, hvor også klubhuset, "Anglerklause", ligger. Siden I mere end 50 år nu har vi altid bestræbt os på at tilbyde vores medlemmer og gæstefiskere en bred vifte af hjemmehørende arter til fiskeri. Uanset om det er rovfisk som gedde, sandart, aborre, bækørred og ål eller ikke-grove fisk som almindelig karper, spejlkarper, suder, brasen og skalle, så skal der bydes på noget til enhver smag. Vi er dog særligt stolte af den originale "Eifelbækørred", som vi selv opdrætter, og hvis bevarelse er blevet et hovedmål for foreningen. Så kom det endelig til i 1991, at vi i tæt samarbejde med delstaten Rheinland-Pfalz drev artsbeskyttelsesprojektet "Eifeler bækørred og ferskvandsperlemusling" - to arter, hvis fortsatte eksistens er uløseligt forbundet. Vores rugeri og dammen "In der Litzer", bygget specielt til dette formål, gør dette muligt Vellykket opdræt i naturlige damme for at udsætte ørrederne i vandløb i regionen og dermed også for at sprede ferskvandsperlemuslingen igen. Et andet vigtigt fokus for os er at give unge lystfiskere og dem, der ønsker at blive det, en nem adgang til denne interessante hobby. Vi arrangerer en årlig ungdomslejr for vores klubungdom og interesserede, og hvis tilstrækkeligt mange deltagere tilmelder sig, bestræber vi os på at afholde kurser for at få det føderale fisketegn i Anglerklause. Besøg os ved Willwerath reservoiret og bliv klogere på de forskellige muligheder, som fiskeklubben Prüm 1967 eV tilbyder dig som lystfisker og naturelsker.

Angeln in der Prümbach Fließgewässer befischen beim AV Prüm In der Saison 2025 öffnen wir einen Teil unserer Fließgewässerstrecken für die Fischereiliche-Nutzung durch unsere Mitglieder als auch durch Gastangler. Zur Zeit sind wir noch mit der Erfassung der Bestände und der Erstellung der Hegepläne beschäftigt, das Hochwasser 2021 hat die Fischbestände in der Eifel nachhaltig geschädigt und stellt viele Vereine vor große Herausforderungen. Alle Neuigkeiten zum Thema werden hier veröffentlicht.

Jugendlager der letzten Jahre .... vores afkom Klub ungdom For at bringe de unge tættere på fiskeriet arrangerer fiskeklubben Prüm årligt, hvis der er tilsvarende interesse en teltlejr, hvor alt hovedsageligt drejer sig om fiskeri. De seneste års ungdomslejre: 2018 Ungdomslejr ved Liblar-søen - nær Erftstadt 2017 ungdomslejr ved Liblar-søen - nær Erftstadt 2016 ungdomslejr ved reservoiret i Willwerath med "Fiskeri og natur" tema 2015 ungdomslejr ved reservoiret i Willwerath med "Fiskeri og natur" tema 2014 ungdomslejr ved reservoiret i Auw 2012 Donaueschingen ungdomslejr 2010 ungdomslejr ved reservoiret i Willwerath med "Fiskeri og natur" tema 2009 ungdomslejr ved reservoiret i Willwerath med "Fiskeri og natur" tema 2008 ungdomslejr ved reservoiret i Willwerath med Emne "fiskerliv og oplevelse" 2007 ungdomslejr ved reservoiret i Willwerath med Emne "fiskerliv og oplevelse" 2005 Haselünne / Emsland 2003 Bensersiel / Nordsøen 2002 Haselünne / Emsland 2001 Klüsserath / Mosel Camping Porten 1999 Vrouwenpolder (Holland) ved Osterschelde og Nordsøen 1998 Nordirland (14 dage) 1996 Seebad Bansin (Usedom Island) 1995 Willwerath 1994 Haselünne / Emsland

Interessante Links zum Thema Angeln, Natur und Fische overladt til venner Gennem årene, som forening, men også på grund af projektarbejdet for de Artsbeskyttelse, lær en masse søde og interessante mennesker at kende. Vi vil gerne præsentere et par af dem for dig her, i det mindste dem med en internettilstedeværelse: ASV Hillesheim 1977 eV Fiskeentusiaster Burbach Angelsportverein Schmidtheim 1982 eV Frey vand analyser Forellengut Rosengarten Dambrug Kauth Fiskeklub Liblar ARGE Nette LIFE projekt flodperlemusling Deutscher Angelfischerverband eV Eifel info Prüm ferieregion

Der Bachsaibling Salvelinus fontinalis Mitchill 1814 Bereits 1884 wurde dieser farbenprächtiger Vertreter der Salmoniden aus Nordamerika nach Europa importiert. Er zählt somit als Neozoen, gebietsfremde Tiere, die durch Mitwirkung des Menschen in ein ihnen ursprünglich nicht zugängliches Faunengebiet gelangt sind. Er ist ein unter Anglern sehr beliebter Fisch und wird ebenso als Speisefisch geschätzt. Eine natürliche Vermehrung ist in Europa allerdings selten, sodass die Art nur mittels Besatz erhalten werden kann. Denn auch wenn er sich kaum natürlich vermehrt bilden die Tiere jedoch Geschlechtsprodukte aus und die künstliche Vermehrung entspricht weitestgehend der bei unseren Bachforellen angewandten Methodik. Der Ansporn diese Fische selbst zu erzeugen ist der Tatsache geschuldet, dass es nicht möglich war Tiere in der für den Bachsaibling so typischen farbenprächtigen Erscheinung zu beziehen, wie er oft dargestellt wird. Woran liegt das? Der Bachsaibling dient für gewöhnlich der Speisefischerzeugung und nicht als Besatzfisch - was auch gut so ist. In offenen Gewässern hat er schlicht nichts verloren, da er eben auch in direkter Konkurrenz zur Bachforelle deren Beute bejagt und ähnliche Gewässerstrukturen besetzt, damit eben auch diese potentiell verdrängt. Weitere Vorteile gegenüber der Bachforelle sind dass Bachsaiblinge kaum Unterstände benötigen - wie es leider bei unseren begradigten und dadurch rasch fließenden Bächen häufig der Fall ist, sowie der besseren Verträgchlichkeit gegenüber saurerem Wasser - bedingt durch Fichtenmonokulturen. Diese Fische gehören also nicht ins Freiwasser und haben ihre Bestimmung als Speisefisch oder der Angelfischerei - landen also zum Großteil vom Zuchtbetrieb direkt auf dem Teller. Da ist es nur erwartungsgemäß dass Fischzüchter einen Weg gesucht haben Ihren Ertrag zu steigern, einen Weg der nicht unbedingt dem Erhalt der natürlichen Art, dessen Erscheinung dient und diesen hat man auch gefunden. Die Lösung schneller größere Mengen produzieren zu können ist der "Elsässer-Saibling" oder auch "Salvelinus alpinus x fontinalis", eine Hybride die wohl erstmalig im Elsaß gezogen wurde. Bei dieser Kreuzung wird auf der weiblichen Seite der Seesaibling/ Arktischer Saibling (alpinus) und auf der männlichen Seite der Bachsaibling (fontinalis) verwendet. Bei der Hybridisierung sind Tiere meist optisch näher an der mütterlichen Art - hier dem Seesaibling - daher die schwächere Zeichnung und Marmorierung. Oft wird auch behauptet "Elsässer" seien steril, nicht Fortpflanzungsfähig - das ist schlicht falsch. Hybride sind nicht zwangsläufig steril eine natürliche Vermehrung ist aber so unwahrscheinlich wie die der Elterntiere. Elterntiere mit dem gewünschten Erscheinungsbild zu finden, aus seriöser Quelle, gestaltete sich also genauso schwierig als auch langwierig. Der Zuchtstamm wurde aus Jungfischen aufgebaut, sodass diese sich an die Bedingungen in der Zuchtanlage gewöhnen konnten, wir bezogen Tiere von privaten Züchtern und transportierten diese sogar bis aus Bayern in die Eifel. Es sollte 4 Jahre dauern bis die ersten Eier abgestriffen werden konnten. Im Frühjahr 2021 kamen die ersten Bachsaiblingseier in Bruthaus, diese wurden im Augenpunktstadium bei einem befreundeten Züchter abgeholt und wir konnten erste Erfahrungen in der Aufzucht der Larven bis zum Setzling sammeln. An diesem Punkt gehen wir jetzt etwas mehr ins Detail. Die Zucht der heimischen Bachforelle hat natürlich absolute Priorität - Bachsaiblinge laichen allerdings früher ab sodass wir nur geringe Mengen Eier auflegen, denn Platz für die Farios muss immer ausreichend vorhanden sein. Daher wurden die Eier im Brutschrank aufgelegt, der über eine hohe Kapazität verfügt und sich ebenso gut für die recht kleinen Saiblingseier eignet. Ein Brutschrank bietet diverse Vorteile gegenüber der Erbrütung in Rinnen. Der Platzbedarf ist sehr gering mit, in diesem Fall, 0,8 m² bei einem minimalen Wasserbedarf von 2L/s und einer Kapazität von bis zu 120.000 Eiern. Ein weiterer Vorteil besteht in der Möglichkeit die Gelege nach Stämmen zu trennen, jeder Einschub kann nochmal in bis zu 8 Fächer unterteilt werden. So können Eier im Augenpunkt oder auch. Fische im Larvenzustand wieder ihrem Ursprungsgewässer zugeführt werden können. Die Eimenge eines Bachsaiblingsrogners beträgt durchschnittlich 2.000 - 3.000 Stück je kg Körpergewicht. Die Eier unserer 4-jährigen Tiere sind ca. 3mm im Durchmesser, bis zu 5mm können es werden, damit sind sie um mehr als die Hälfte kleiner als die der Bachforelle. Hier rechts im Bild also die befruchteten Eier im Augenpunktstadium. In diesem Stadium sind die Eier weitestgehend unempfindlich gegenüber einem Transport. Dazu muss man wissen dass wir die gewonnen Eier während der Erbrütung so wenig wie möglich Händeln. Ein Transport ist nur unbefruchtet (Rogen und Milch separiert), hier erfolgt die Befruchtung unmittelbar nach eintreffen in der Brutanlage, kurz nach der Befruchtung in einem kleinen Zeitfenster und eben nach erreichen des Augenpunktes möglich. Dieser ist recht leicht zu erkennen - die Augen der Larve sind nun soweit ausgebildet dass diese durch die Eihaut sichtbar sind. Für den Transport werden die aufgelegten Eier aus dem Wasser entnommen, in einem Isoliercontainer auf Fächer aufgeteilt, die ähnlich dem Brutschrank, auf Einlegeböden aufgeteilt sind und dann gestapelt werden. Es mag zunächst falsch klingen dass der Transport der Eier trocken erfolgt, aber genau dass verhindert eine zu starke Bewegung der Eier, diese sind quasi "fixiert", denn unempfindlich gegen Stöße und Erschütterungen, die im umherschwappenden Wasser unweigerlich stattfinden, sind sie nicht. Der unterste Boden wird dazu frei gelassen und der Obere mit Eis gefüllt. Dieses taut während des Transportes ab, das Wasser dann tropft durch die einzelnen Etagen, sorgt so für ausreichend Feuchtigkeit und Kühlung, bevor es sich in der untersten Ebene wieder sammelt. In der Brutstation angekommen werden dann noch unbefruchtete Eier ausgelesen bevor die Auflage in einem Einschub des Brutschrankes erfolgt. Dies wäre auch schon im Vorhinein möglich gewesen aber im Bruthaus doch wesentlich bequemer zu erledigen. Da Salmoniden sich meistens zu kalten Jahreszeit vermehren stellt der Transport auf diese Weise keine Problem dar im Bezug auf die Temperatur. Je nachdem welche Lektüre man sich zur Hand nimmt, werden Bachsaiblinge mit 450 - 470 Tagesgraden angegeben. Nehmen wir also mal als Mittelwert 460 TG an bei einer durchschnittlichen Wassertemperatur von 6°C ergibt einen Schlupf um den 76. Tag. Unsere Gelege hatten beim 35-.40. Tag den Augenpunkt erreicht, womit noch knapp 4 Wochen Zeit für einen Transport verbleiben bzw. 168 Tagesgrade. Das sollte man immer vorher berücksichtigen, denn die Temperatur erhöht sich während der Prozedur und je nach Dauer kann der Schlupf dann womöglich einsetzen. Im Anschluss kommen erstmal Alle wieder behutsam ins Wasser zurück. Hier jetzt erstmal in einem größeren Unterstromkasten einer Langstromrutrinnen, alles Unbefruchtete wird nun ausgelesen (kein Augenpunkt erkennbar = Ausschuss). Dann geht es noch über die Zählplatte, um die genaue Menge festzustellen, schon in den Brutschrank. Ab hier beginnt dann die tägliche Pflege, so als hätte man sie selbst aufgelegt, bis zum Schlupf. Da Bachsaiblinge, zumindest in Europa, mit hoher Wahrscheinlichkeit aus Zuchtbetrieben stammen, sind für gewöhnlich keine Probleme in der weiteren Aufzucht zu erwarten, damit ist vor allem die Umstellung auf exogene Nahrung gemeint. Immer ein kritischer Punkt in der Aufzucht, den es nicht zu verpassen gilt, aber bei Wildfischen kann dieser Vorgang oft problembehaftet sein. Hier nun die geschlüpften Bachsaiblinge im Larvenstadium. Am Besten lassen sie sich wohl als stecknadelgroß beschreiben - wirklich sehr klein und filigran. Um so mehr verwunderlich ist es, wenn man sich vorstellt das aus einem solchen Winzling mal das wird was ihr nachher weiter unten sehen werdet. Als im April dann die ersten Bachforellen in die Freiheit entlassen wurde, konnten die Saiblinge eine frei gewordene Rinne beziehen - immer noch recht klein aber schon deutlich weiter in Richtung Fisch unterwegs. Von hier an entwickeln die Kleinen sich aber recht zügig weiter, mit steigender Futtergröße umso stetiger und schneller. Die drei Bilder oben zeigen die Entwicklung recht gut. Rechts erkennt man schon die charakteristischen Jungfischstreifen die sich bereits an den Flanken bilden, die Entwicklung der Flossen und deren Umfärbung ins Rote sowie die weißen Flossenstrahlen. Gerne hätten wir die Entwicklung der kleinen Bachsaiblinge noch länger verfolgt und festgehalten, leider war dies nicht möglich. Am 14. Juli 2021 wurde die Brutanlage in Willwerath durch das Hochwasser beschädigt und der Wasserzulauf zerstört. Glücklicherweise stieg das Wasser in der Anlage "nur" kniehoch und alle in der Anlage verbliebenen Brütlinge konnten noch evakuiert werden, da das Wasser die Becken nicht erreichte. Parallel zu Erbrütung haben wir uns auf die Suche nach jährigen Tieren gemacht um so einen frühere Einstieg in die Zucht zu ermöglichen. Durch Selektion von Tieren aus weiteren Quellen und den Erbrüteten soll so ein möglichst breit aufgestellter Genpool entstehen. Wie eingangs erwähnt hatten wir einen Betrieb gefunden, der in Bayern qualitativ hochwertige Fische züchtet und bereit war uns mit einer ausreichenden Menge zu versorgen. Für den Transport von über 600km brachen wir mitten in der Nacht auf um am frühen Vormittag am Zielort einzutreffen. Die Fahrt fand Ende März statt, sodass keine Temperaturprobleme zu erwarten waren. Der Transportanhänger verfügt über eine hierzu notwendige Sauerstoffanlage mit EPDM-Ausströmern und einen Isolierbehälter der über die Fahrt die 600 Liter Wasser vor Erwärmung schützt. In der Zucht angekommen warteten unsere Fische bereits in den Hälterbecken auf ihre Abholung. Sie wurden bereits am Vortag aus dem Teich abgefangen, was den Transportstress deutlich reduziert, da die Fische beim Umsetzen in den Transportbehälter recht zügig wieder ins Wasser kommen. Nach dem Einstellen der Sauerstoffanlage konnten die Fische geladen werden und wir machten uns auf den Rückweg in die Eifel. Dieser zog sich jedoch länger als der Hinweg - alle 45 Minuten machten wir eine Pause, um die Sauerstoffsättigung mit dem Oxymeter zu kontrollieren und ggf. Anpassungen vorzunehmen. Über die ganze Strecke konnte die Sättigung bei durchschnittlich 95% gehalten werden. Zurück in der Heimat hatten alle Saiblinge den Transport gut überstanden und wir konnten mit dem Angleichen beginnen. Das Wasser achte sich über die Fahrt um nur 1,5°C erwärmt. Ein Drittel des Wassers wurde nun aus dem Behälter gelassen und Schrittweise mit Wasser aus dem Weiher aufgefüllt. So konnten sich die Tiere schonend an die Wasserwerte gewöhnen und im Anschluss umgesetzt werden. Was jetzt noch zu tun übrig blieb war - Abwarten. Die Fische hatten eine durchschnittliche Größe von 15 cm und sollten bis zum Alter von drei Jahren die 30 cm Marke genommen haben. Dazu begann die Fütterung mit mit Futter das über einen erhöhten Carotingehalt verfügt. Von 2mm bis hin zu 6mm Körnung. Saiblinge haben eine kleinere Maulspalte - daher sind immer kleinere Körnungen als bei Bachforellen zu wählen. Nach der langen Wartezeit konnten wir Ende 2022 nun die ersten Bachsaiblingseier von den eigenen Fischen gewinnen und im Bruthaus auflegen. Die Tiere haben sich in den letzten Jahren hervorragend entwickelt, wie man auf den folgenden Bildern sehen kann.

Die Brutanlage des AV Prüm im Wandel der Zeit Vores "vuggestue" Klækkeriet Tilbage Fra brønden til rugeriet Load More .... efter renoveringen Efter det omfattende renoveringsarbejde i 2008, hvor det skrantende gulv og loft blev fornyet, og i de følgende år blev den komplette vandforsyning, vandberigelse og -filtrering samt hele den elektriske installation opdateret, er rugeriet nu med yderligere Yngletrug, holdebassiner og en unik, eksperimentel Elektrostatisk avlstrug klar til fremtiden. Tidsrejse til 2006 - funktionel men rystende. I mellemtiden er det blevet til flere år, og det stigende antal æg, der ikke længere dyrkes, var det tid til at ændre noget. Så vores farvande forventer en bedre og sikrere Arbejdsplads Et omfattende arbejde var nødvendigt for den komplekse og tidskrævende yngelpleje. Træplankerne var faretruende glatte og nogle gange sprøde – kun et svagt, forældet neonrør gav lys i de mørke vintermåneder. Dette burde være fortid for ynglesæsonen 2007/2008. Efter mange timers frivilligt arbejde og ved hjælp af donationer fra RWE blev det "nye" rugeri overdraget til vandkontrolcentralen til tiden. Før ynglepladsen for vores "Eifeler bækørred" kom ind i Klækkeriet var flyttet, der var brøndrummet. Brøndrummet ligger ca 2 km fra dagens rugeri. Kildevandet, der blev opsamlet her, blev tidligere brugt til at levere drikkevand. Men da røret er fra før 1. Verdenskrig og derfor ikke længere lever op til nutidens standarder for drikkevandsproduktion, blev det stillet til rådighed for foreningen. Så det kom til at de første afkom blev udklækket i denne 1,2 m brede, 3 m dybe og 2,4 m høje skaft i 2 yngletrug. 7 trin af en rusten stige blev brugt til at komme ind i skakten, til at sortere døde æg ud i lyset af en lommelygte og til at passe frøplanterne senere. Brøndrummet er lidt "off the beaten track" at det faktisk var urimeligt at lave avlstjenesten der om vinteren, alene, på et tidspunkt hvor mobiltelefonen stadig var langt væk. Den logiske konsekvens - rugeriet - er det, der gjorde arbejdet meget lettere dengang i dag et præsentabelt rugeri. Vi har desværre ingen billeder fra denne periode. Billederne af brøndrummet, der er vist her, er fra 2015. Dengang var der en nedgang i vandforsyningen i rugeriet, hvilket skyldtes den utætte rørføring i brøndrummet. Denne er fra begyndelsen af 90'erne og kan ses på billederne. Nedenfor igen systemet i rugeriet 2017 i direkte sammenligning med brøndrummet - Det viser tydeligt, hvor langt vi er kommet siden starten af projektet. En vej, som vi med rette kan være stolte af. Her rugeriet i 1994. Det viser Erhard Nieder og Klaus Abels, der fisker af frøplanterne. Disse blev anbragt i springvandsrummet sidste gang i 1993 og senere (forår 94) transporteret til inkubatoren. Det stod helt færdigt i 1995 med afslutningen af pudsearbejdet. I de næste 13 år tjente systemet foreningen godt og banede vejen for, at mere end 2 millioner små havørreder kunne undslippe. I dag, 14 år efter renoveringen, er vi allerede over 4 millioner, og der er stadig ingen ende i sigte.

Reservoir Nordbred (indløbsområde) Østbred (hytteside) South Bank (outlet struktur) Vestbreddens plateau med grillplads (Kleinlangenfelder sideparkering)

Die Äsche - seltener Flussbewohner Harren... ... smuk og truet thymallus thymallus ... den anses for at være den mest farverige lokale fiskeart og er hovedfisken åområdet opkaldt efter hende, "harrregionen" og årets fisk 2011. Men "fanedrageren" er blevet en sjældenhed i vores farvande eller er helt forsvundet. Harr er i mellemvandet, udviser ingen flugtadfærd og søger ikke dækning, som ørreden ville. Så de er normalt de første, der bliver ofre for de invaderende skarver. Det meste af tiden er vandforurening fra landbrug og industri også Anlæg af åer og den tilhørende nedskæring fra Lavtvandszoner, der er uundværlige for larver og unge fisk er også opvarmningen af vandområderne er en væsentlig årsag til et fald i befolkningen. Harren Thymallus thymallus, også kendt som flagbæreren på grund af sin store, iøjnefaldende rygfinne, tilhører laksefiskfamilien. Mange steder forsøger engagerede foreninger at bevare arten i deres farvande gennem udsætningsforanstaltninger. Det er dog næppe muligt at understøtte etablerede stammer med udenlandsk bestand. Mere lovende er fjernelse af forældredyr fra eksisterende populationer, som genetisk allerede har gennemgået regional tilpasning. Med afkom af disse dyr er det muligt at opbygge en bestand "nedefra". Det er en misforståelse, at introduktion af voksne er den rigtige vej at gå. Disse kan normalt ikke tilpasse sig og bidrager, hvis overhovedet, næppe til befolkningens naturlige reproduktion. Søgningen begynder... ... så skete det, at vi hinanden Søgte efter en kilde til passende harrforældre eller befrugtede æg i 2018. De færreste af dem dedikerer sig til opdræt af stalling, som regel støder man på dyr, der er importeret fra Sverige/Danmark, hos opdrættere, forudsat at der overhovedet er udsagn om deres oprindelse. Vores kolleger fra Schweiz genkendte tidens tegn og lancerede et avlsprogram meget tidligt. Men efter adskillige diskussioner blev det klart, at der heller ikke kunne opnås egnet materiale her - Rhinvandfaldet nær Neuhausen er en naturlig hindring for migration, og harrstammerne over og under adskiller sig genetisk for meget til at indføre dem i vores farvande.

Gewässerverschmutzung und Verdrängung der Bachforelle Projektarbejde siden 1991 Eifeler ørred og Flodperlemusling Udgangspunktet På grund af den stigende forurening af vandet og fortrængningen af ørreden i begyndelsen af 90'erne i Rheinland-Pfalz var to arter "på randen". Ørreden (lat. Salmo trutta fario) foretrækker at kolonisere de hurtigt og turbulente strømmende, iltrige og sommerkolde øvre løb af floder. Det er distriktets skaber og hovedarten i "ørredregionen" opkaldt efter den. Jagt ud af dækket af trærødder, der stikker ud i vandet eller underminerede bankområder ørrederne deres bytte, hovedsageligt insekter, insektlarver, der lever i vandet, men også små fisk som f.eks. elritse, dykker eller killinger. I gydeperioden, der strækker sig fra det sene efterår til vintermånederne, vandrer havørreden opstrøms til rullestensarealer, dels i de mindre bifloder. Det har vist sig, at ørreden stiger op i de mindste vandløb. Ørreden var udbredt i alle strømmende farvande i ørred- og stallingsregionen i forrige århundrede. På grund af vandforurening og den tekniske udbygning af små vandløb, samt indsejling af bortskyllet agerjord i landbrugsarealer, gik gydeområder tabt eller tilsøldet, hvorved brunørredens ynglesucces blev stærkt forringet og desværre stadig er det. Så det var ikke så mærkeligt, at ørreden i Rheinland-Pfalz ofte kun fandtes i mindre bestande og kom på rødlisten i 1987 "Truede arter" blev optaget. Derimod fandt man allerede i 1800 en faldende bestandsudvikling og tab af levesteder i ferskvandsperlemuslingen. Først mod slutningen af 1960'erne begyndte intensive undersøgelser af ferskvandsperlemuslingen og dens hurtige bestandsnedgang flere steder. I årene 1985-1987 blev der gennemført en omfattende opgørelse af bestande af ferskvandsperlemuslinger i BRG. Det blev konstateret, at lagrene på højre bred af Rhinen allerede var udløbet, og lagrene på venstre bred kun eksisterede på 5 steder, hvoraf fire var i Eifel og en i High Fens. I 1985 blev det besluttet at træffe foranstaltninger for at sikre virksomhedens fortsatte eksistens.

Der Angelverein Prüm in den Medien und interessante Inhalte über Gewässer der Region ... overskrifter SGD - Nord 25-09-17 SGD Nord: Solcelleanlæg til artsbeskyttelsesprojektet "Eifel bækørred" - omkring 75.000 euro i støtte til Prüm fiskeklub Delstaten Rheinland-Pfalz har støttet artsbeskyttelsesprojektet "Eifeler bækørred" på Our med omkring 75.000 euro. Med midlerne kunne Prüm fiskeklub opstille et solcelleanlæg til ventilation og vandcirkulation i dambruget "In der Litzer". Struktur- og Godkendelsesdirektoratet (SGD) Nord er som Øvre Fiskerimyndighed ansvarlig for den økonomiske forvaltning af bevillingerne. ”Med finansieringen af denne foranstaltning og med foreningens årlige støtte på 7.500 euro bidrager delstaten Rheinland-Pfalz til spredningen af ørred og til bevarelsen af denne truede art. Derudover kan det frivillige arbejde udført af fiskeklubben Prüm ses som et toneangivende projekt for forvaltningen af floder,” sagde SGD Norths præsident Dr. Ulrich Kleemann. I samarbejde med delstaten Rheinland-Pfalz blev dammen "In der Litzer" skabt, og der blev bygget et rugeri til afkommet af Eifel-bækørreden. Prüm fiskeriklub har opdrættet Eifel-ørred der i 26 år. De truede dyr opdrættes i dammen og frigives efter et år. Målet er at stabilisere bestanden af dyr i Eifels vandløb og floder. Også det beslægtede artsbeskyttelsesprojekt "Bevarelse af flodperlemuslingen" nyder godt af foreningens aktiviteter. Eifel-ørreden er ideel som værtsdyr for ferskvandsperlemuslingens larver. De unge ørreder i foreningens damme er inficeret med flodperlemuslingernes larver og kan modnes i ørredens gæller i ni måneder, inden de falder af. Men på grund af de seneste års lave nedbørsmængder i sommerperioderne måtte foreningen hæve meget høje dieseludgifter til de pumpeenheder, der blev brugt til at udlufte damanlæggets avlstanke. For at undgå brug af omkostningstung diesel, har foreningen gennemført en undersøgelse af elektrificeringen af damanlægget. Resultatet førte til et selvforsynende solcelleanlæg. Anskaffelsen af systemet blev 100 procent finansieret af den fælles grænsefiskerikommission, som består af Luxembourg og forbundsstaterne Rheinland-Pfalz og Saarland. Baggrund: Delstaten Rheinland-Pfalz støtter to artsbeskyttelsesprojekter, der indholdsmæssigt er beslægtede i Prüm-området og i Seving / Dahnen (Our)-området. Projektet "Eifeler ørreder" fremmer spredningen af den lokale ørred. Det andet projekt søger at "bevare ferskvandsperlemuslingen" som den sidste bestand på venstre bred af Rhinen i Rheinland-Pfalz. Prüm kommune har erhvervet jord til opførelse af fem fiskedamme udelukkende til dette formål. Finansieringen blev leveret af delstaten Rheinland-Pfalz. "In der Litzer"-faciliteten blev stillet til rådighed for Prüm fiskeklub til gennemførelse af artsbeskyttelsesprojekter ved hjælp af en lejeaftale. SGD - Nord Ugespejl 08-09-17 Vand og fisk er i fare Bitburg/Prüm-distriktet . Forbrugsadvarsler for fisk, udryddelse af arter og befolkningstilbagegang ødelægger det sjove ved at fiske. Landmændenes situation Holger Weber, medlem af Biersdorf am See kommunalbestyrelse, ser en sammenhæng mellem algeopblomstring og den enorme stigning i majsdyrkningsarealet, som er særligt udsat for jorderosion, hvorigennem gødning og giftstoffer er kommet i vandet. Logisk konklusion: reducer majsarealet. "Det ville være den mest effektive foranstaltning, men det burde forårsage noget eksplosivt," vurderer Weber. Landbruget har jo været igennem tilskud til opførelse af biogasanlæg og den tilhørende lukrative majsdyrkning i årevis blevet lokket. "Tilskudspolitikker og mangel på salgsalternativer i lyset af de lave mælke- og kødpriser kombineret med stigende omkostninger har styret landbruget i denne produktionsgren og giver ofte landbrugene den eneste chance for at overleve." bil Eifel har talrige vandområder, der giver lyst til at fiske, men det, der trækkes op af vandet, er ikke altid harmløst. Hertil kommer, at tilbagegangen i arter forplumrer det Fornøjelse. Myndighederne udsender forbrugsadvarsler, døde fisk flyder på Welschbilligerbach og giftige blågrønalger spreder sig på Mosel- og Bitburger-reservoirerne, hvilket ikke er første gang. "I år er det særligt slemt igen," siger Herbert Schneider, fiskerirådgiver for Eifelkreis siden 1995. Årsagen er et for højt næringsstofniveau i kombination med solstråling, som fremmer algevækst. For kort tid siden rapporterede vi, at Eifel var et "paradis for lystfiskere" på grund af dets strømmende vand og varierede områder. "Vi har meget store problemer," siger Schneider og taler om eutrofe farvande, faldende fiskebestande og fortrængning af hjemmehørende fiskearter af fisk, der ikke hører hjemme her, såsom kutling eller havkat. De gør det svært for gedder, sandart og aborrer at overleve. Den ulovlige udsætning af havkat i Sauer, Our og Mosel vil være genstand for næste møde i Grænsefiskerikommissionen. Schneiders kritik fokuserer også på tvivlsom fiskeripraksis. Vi taler om “catch an release”, altså fangst og genudsætning, som handler om at fange størst mulige fisk for at blive fotograferet med den store fangst og derefter slippe dyrene ud - med en lav overlevelsesrate. ”Denne metode, hvor fisk påføres smerte, lidelse og skade ud fra konkurrencelyst og ren profilafhængighed, er en klar overtrædelse af dyreværnsloven,” siger Schneider. Han er også kritisk over for ormefiskeri og spinnefiskeri med trillinger: Denne tilgang resulterer i store tab hos unge fiskebestande, ørreder og stallinger. Ifølge Schneider er enkelte fiskearter allerede truet af udryddelse ved Prüm, Nims og Kyll. Disse omfatter ål, stalling og næse. Efter Schneiders opfattelse er landbruget også ansvarlig for nedgangen i fiskebestandene. Hvis marker ligger direkte op til vand, betyder det, at mudder skylles ind, og næringsstoffer som fosfat og kvælstof kommer i vandet. Schneider ser derfor en løsning i udpegningen af brede bankmarginer for at beskytte vandet mod udledninger. Overbefrugtning er en af årsagerne Forbrugsvarslerne fra SGD Nord viser, hvor akut der skal gøres noget for at beskytte vandet. For fisk fra fx Spangerbach, der løber vest for Spangdahlem-basen og løber ud i Kyll, gælder der højst én portion ørred om måneden. Der er nogenlunde samme forbrugsadvarsel for kyllen under Hüttingen. Årsagen til denne forurening, som også rammer Grenzsauer og Mosel, er især forurenede områder fra militære ejendomme. Åleforbruget frarådes fuldstændigt. Agnes Tillmann-Steinbuß, formand for BUND-distriktsgruppen Bitburg-Prüm, bekræfter også et klart mærkbart fald i arterne i Eifel, hvilket ikke kun er Fisk bekymring. Hun giver kemiske gifte, klimaforandringer, overgødskning og brug af pesticider skylden. Hun ser også farer for mennesker gennem drikkevand: "Overgødskning og jorderosion forårsager overdreven nitratforurening i vandet - det er også farer for drikkevandet." SGD Nord advarer om blågrønalger, der breder sig over Bitburg-reservoiret og Mosel. Disse grønne striber er dannet af cyanobakterier, som kan producere stoffer, der er sundhedsskadelige. Områder med vand og banker, der er tydeligt grønne i farven, bør undgås. Vandet i Bitburg-reservoiret er for nylig blevet undersøgt. Resultat: Alarmniveauet, som Federal Environment Agency har sat for klorofylkoncentrationen, er klart overskredet. En kort sigt Reinhold Kotz fra Verbandsgemeindewerke Bitburger Land ser ikke en løsning, selvom al tilførsel af næringsstoffer og sedimenter blev stoppet med det samme. En undersøgelse skal give oplysninger om, hvor de forurenende stoffer kommer fra. Frejvandsanalyse 05-17 Revitalisering af Brohlbach Ambitiøst projekt af Andreas Frey om at puste nyt liv i Brohl- og Wirrbach-bækkene, som er døde på grund af en defekt ammoniakveksler. Til rapporten